Teglgårdens venner
Området omkring Teglgårdsvej og Fænøsund er et kulturarvsområde og et dejligt, rekreativt område med masser af skov, vand, dyr og udfoldelsesmuligheder for alle generationer.
Et sådant område skal der værnes om. Det er os, der bruger området – og for nogles vedkommende bor i det – som må forsvare det. Et naturområde er sårbart og kan let blive overbelastet og ødelagt f.eks. ved for megen trafik og overdreven bebyggelse.
I det perspektiv har en gruppe beboere etableret en beboer- og venneforening, som vil arbejde for at værne om Teglgårdsområdet kvalitet, miljø og herlighedsværdi. Foreningens mål er at samle områdets beboere om initiativer og aktiviteter til fælles gavn.
I foreningens formålsparagraf fremgår bl.a. at foreningen vil arbejde for
– bevarelse og beskyttelse af Teglgårdsområdets naturmæssige, kulturelle og historiske værdier, som beskrevet i Middelfarts Kommunalplan 2017-2029.
– den sociale trivsel i Teglgårdsområdet, så det (fortsat) kan være et godt sted at bo og leve.
– en bæredygtig udvikling og aktiviteter, som respekterer områdets værdier til fælles gavn for beboere og besøgende.
– dæmpning og regulering af trafik og parkering i Teglgårdsområdet med respekt for områdets værdier og beboernes helbred og trivsel.
– indflydelse på den kommunale planlægning af Teglgårdsområdets anvendelse og fremtid så ovennævnte hensyn prioriteres bedst muligt.
Foreningen kan danne ramme om aktiviteter og arrangementer, som støtter foreningens formål og idegrundlag, og som fremmer godt naboskab og gode relationer mellem alle beboere i området.
Foreningen vil arbejde imod, at kommercielle interesser begunstiges til skade for områdets værdier og beboernes trivsel.