Teglgård- Historisk Kulturmiljø

Navnet Teglgård rækker langt tilbage, men de nærmere spor fortaber sig. Dog fandt man i 1937 i skrænten rester af en gammel teglovn. Og man ved, at den kongelige lensmand på Hindsgavl i 1560 blev anmodet om at sørge for 8000 mursten til et byggeri i Århus. Det er, hvad vi ved.

Kunne de store egetræer, der står ved grusvejen, der går op og ind i Øksenradeskoven, fortælle historie, så måtte det være, at de står med rødderne i det kongelige Hindsgavl len. Netop her var skellet mellem Hindsgavls jorder mod vest og købstaden Middelfarts markjorder mod øst. Det gamle navn Øksenrade venter endnu med at kunne afsløre, hvad det i grunden kommer af. Det er nok noget med okser og ikke noget med økser. Inden Hindsgavls jorder blev solgt til kommunen i 1921 sås på dette sted et hvidmalet led med låge. Jo dengang var der grænser mellem herskab og borgere.

Egetræer ved grusvejen.

Den første bebyggelse ved Teglgård var et lille bindingsværkshus kaldet Engelsborg. Det tronede ved vejen på toppen af skrænten. Det var Hindsgavls nye ejer Niels Andersen Basse, der kom til i 1745 og satte skik på godset og blandt andet opførte en række boliger til sine folk i udkanten af godset. Her kunne man have sin familie og holde øje med godsets værdier. Fra da af blev det sværere for folk at hente tømmer og brænde og gå på krybskytteri.

Et nyt kapitel starter i 1822, da marsvinsjægerlauget får anvist oplags- og landingsplads ved Teglgård, fordi pladsen nedenfor Vestergade i Middelfart var blevet dem for trang. Her kunne de lande deres fangst og afflæske marsvinene, inden de blev bragt til trankogeriet, der lå midtvejs mellem Teglgård og Middelfart. Indtil da var hele området syd for byen i anvendelse som marker. De sidste marsvin fanges i 1892. I 1959 opsatte det nystiftede historiske marsvinslaug en mindesten for marsvinefangsten.

Sten til minde om marsvinjagten.

I Fænøsund kunne byens hjemhørende skibe, indtil Middelfart fik havn i 1837, ligge i vinterhavn i et mere roligt farvand i bugten kaldet Lænkevig – et navn, der netop henviser til denne anvendelse.

Fra omkring 1850 bygges der nu huse til beboelse i Teglgård. Det var fiskere og åleskippere og en enkelt tolder, der kom til. Fra omkring 1880 kom der så småt feriegæster fra København. De indlogerede sig hos fiskerne. Her kom gennem et par år det kendte kunstnerpar Agnes og Harald Slott-Møller.

Mere indirekte blev Teglgård præget af opførelsen af det store sindssygehospital, der blev indviet i 1888. Her blev de kendte kulturpersonligheder, maleren P.S. Krøyer og forfatteren Holger Drachmann indlagt. De har som oppegående patienter i bedring færdedes i Teglgård.

Stedets rekreative omgivelser og tilstedeværelsen af sindssygehospitalet gav også anledning til opførelsen af Sixtus i 1912 som rekreationshjem for lærerinder. Det særprægede navn hidrører fra, at grunden er sekskantet.

I 1884 blev Johanne Christiansen født i Teglgård. Hendes far ernærede sig som åleskipper. Hun blev gift med brygger Vagn Jacobsen fra Carlsberg-dynastiet. Hun tog navnet Jo Jacobsen og blev især efter sin skilsmisse en kendt forfatter og samfundsdebattør. Kvindefrigørelse og seksualoplysning var hendes mærkesager. Hendes bog ”Marsvinsjægerne” giver et detaljeret indblik i marsvinsjagten og miljøet ved Teglgård.

Af Peter Storm, åbent møde på Fænøsund Friskole, 9. januar 2018

Hvis du vil vide mere, anbefaler vi følgende lokalhistoriske litteratur om Teglgård:

Søren Hechmann Andersen: Hindsgavlhalvøen. Forlaget Myren 1994.

Dorthe Chakravarty: Jo. Gyldendal 2016.

Jo Jacobsen: Marsvinsjægerne. Henrik Koppels Forlag 1928.

Kaj Keldbjerg: By og egn ved Snævringen. Udgiverselskabet. Middelfart 1986.

Børge Nielsen: For femogtyve kroner Blandede Digtninge og Sentenser. Carl Larsens Bogtrykkeri. Middelfart 1970.

Åge Petersen: Fænø – minder og mennesker. Udgiverselskabet. Middelfart 1970.

Åge Petersen: Marsvin og marsvinsjægere. Udgiverselskabet. Middelfart 1969.

Agnes Slott-Møller: Folkevisebilleder. H. Aschehoug 1923.

Agnes Slott-Møller. Til evig glæde. 2008.

Peter Storm. Middelfart kort. 198 fortællinger. Marsvinslauget 2014.

Peter Storm: Teglgård – en tur ind i historien. Melfarposten 3.5.2017.

Forelsket i Middelfart. Tekst Peter Storm. Fotografier Rikke og Brian Axel Mortensen. MV-Tryk 2003.

Marsvinslauget i Middelfart 1959-1974. 1974.

Diemers Fører XXI-XXII. Det nordlige Fyn. Steen Hasselbalchs Forlag 1922.